Ejerne
Sammen har ejerkredsen erfaring med etablering af store offshore projekter, udvikling af havvindmølleparker og en lokal forankring af vindmølleparken i Sønderborg. I 2026 kan borgere i nabokommuner købe ejerandele og sikre et godt lokalt ejerskab.
Lillebælt Syd Vindmøllepark er startet som et rent Sønderborg-projekt i regi af ProjectZero og med Sønderborg Forsyning (nu SONFOR) som eneejer.
SONFOR etablerede projektselskabet Lillebælt Vind A/S til at udvikle, etablere og drifte Lillebælt Syd Vindmøllepark. Ejerskredsen i projektselskabet er udvidet i takt med behov for yderligere viden, erfaring og kapital.
European Energy blev medejer i 2022 og har været drivkraft i at få en godkendt miljøkonsekvensrapport og etableringstilladelse.
I 2024 købte TotalEnergies aktiemajoriteten i Lillebælt Vind, og selskabet står sammen med European Energy for projektering og etablering af vindmølleparken.
Film fra 20. december 2024, hvor TotalEnergies bliver majoritetsejer i Lillebælt Vind A/S og skal etablere vindmølleparken sammen med SONFOR og European Energy.
TotalEnergies
TotalEnergies
TotalEnergies er majoritetsejer i Lillebælt Syd Vindmøllepark. TotalEnergies er en global multi-energivirksomhed med en stærk tilstedeværelse i Danmark. Udover havvindparkerne i Lillebælt Syd og Jammerland Bugt driver virksomheden olie- og gasaktiviteter i den danske Nordsø, og den planlægger offshore CO2-lagringsfaciliteter i Nordsøen fra 2030 og frem.
TotalEnergies er blandt de mest ambitiøse energiselskaber i verden, når det kommer til den grønne omstilling. Som globalt energiselskab har virksomheden en voksende portefølje af aktiviteter inden for sol og vind med planer om 35 GW installeret kapacitet i 2025. Virksomheden stræber mod at blive blandt de fem største udviklere i verden af vedvarende energi, og vil øge sin kapacitet til mere end 100 TWh netto elektricitetsproduktion i 2030 med et langsigtet mål om klimaneutralitet i 2050.
I Danmark beskæftiger TotalEnergies omkring 1.200 medarbejdere fordelt på Esbjerg og København. Globalt beskæftiger virksomheden omkring 100.000 medarbejdere i næsten 130 lande med hovedkvarter i Paris, Frankrig.
TotalEnergies bidrager med vores erfaring og ekspertise i at udvikle og opføre havvindprojekter overalt i verden, både i Europa, USA og Asien. Jeg glæder mig til, at vi sammen med European Energy og SONFOR nu skal tage fat om vindmølleprojektet og komme videre med det, i samarbejde med myndighederne, partnere og lokalsamfundet omkring Lillebælt.
Martin Rune Pedersen, Landechef for Danmark, TotalEnergies
Andre ejere
Andre ejere
Ud over Total energies er der to andre medejere i vindmølleprojektet, SONFOR og European Energy.
SONFOR er Sønderborg Kommunes forsyningsselskab, der håndterer områdets vandforsyning, spildevand, varme, energi og renovation. SONFOR har udvidet sit fokus fra forsyningssikkerhed til også at omfatte udvikling af fremtidssikre infrastrukturer, der gavner både lokalsamfund, klima og miljø. SONFOR har igangsat og startet forundersøgelsen af havvindprojektet Lillebælt Syd som en del af Sønderborgs målsætning om at blive CO2-neutral i 2029.
European Energy blev etableret i 2004 i København. Virksomheden udvikler og opfører vedvarende energiprojekter over hele verden. European Energy ejer mere end 1,4 GW vedvarende energiprojekter og har mere end 60 GW vedvarende energiprojekter i sin pipeline i 28 lande. European Energy er ved at udvikle en portefølje af havvindmølleprojekter primært i Norden, herunder Lillebælt Syd.
Hos European Energy er vi glade for at være en aktiv bidragsyder til opnåelsen af Sønderborgs mål om klimaneutralitet i 2029. European Energy har stor succes med at gennemføre vedvarende energiprojekter i Danmark, Europa og globalt. Vi bringer vores ekspertise inden for udvikling af havvindmølleparker med ind i samarbejdet med TotalEnergies og SONFOR, når vi sammen skal udvikle, opføre og drive havvindmølleparken i Lillebælt. Dermed kombinerer vi vores kompetencer og viden med lokalt kendskab i et fælles projekt, som er forbilledligt for andre kommuner.
Andreas Karhula Lauridsen, Head of Offshore Wind i European Energy A/S
Bliv medejer
Bliv medejer
Overvejer du at blive medejer af Lillebælt Syd Vindmøllepark? Mange stiller spørgsmål herom allerede nu, og vi vil derfor gerne informere om mulighederne.
Køberetsordning giver naboer mulighed for at købe ejerandele og dermed blive medejer, hvis de bor i nærheden af det sted, hvor møllerne skal opstilles eller blot inden for samme kommune. For at købe andele skal du være over 18 år og være bopælsregistreret i CPR-registeret eller eje en fritidsbolig i en kommune, som har en kyststrækning, der ligger inden for 16 km fra opstillingsstedet. Det betyder, at borgerne i Sønderborg, Haderslev, Assens og Faaborg-Midtfyn kommuner får mulighed for at blive medejere af op til 20 pct. af Lillebælt Syd Vindmøllepark.
Vi holder informationsmøde om køberetsordningen og værditabsordningen den 20. januar 2025.
Selve udbuddet af ejerandele finder tidligst sted i midten af 2026.
Allerede nu kan du skrive til os, så du løbende bliver orienteret i takt med, at mulighederne bliver mere konkrete. Send en mail til vind@sonfor.dk med oplysninger om navn og bopælskommune.
I forhold til opbevaring af dine data, så giver du ved at skrive til os dit samtykke til at vi opbevarer navn, mail-adresse og bopælskommune. Vi deler vi ikke informationerne med 3. part og henviser i øvrigt til SONFORs privatlivspolitik, som findes her: Privatlivspolitik – kunder · SONFOR (sonfor.dk)
Vindmøller ud for Øland, Sverige
Kontakt ejerne
Kontakt ejerne
Du er velkommen til at kontakte os:
TotalEnergies Upstream Danmark A/S
Amerikas Plads 29, 2100 København Ø
Tlf. +45 3364 7000


