Med sin seneste klimarapport kalder FN’s klimapanel (IPCC) til handling, ikke bare internationalt og nationalt, men også lokalt. Rapporten viser blandt andet, at verden når en temperaturstigning på halvanden grad tidligere, end man hidtil har regnet med. Derfor er der risiko for, at konsekvenserne af opvarmningen bliver ukontrollable, hvis ikke der gøres noget mere for at reducere drivhusgasudledningen.
Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen har derfor understreget, at Danmark som lille land skal gå forrest i klimakampen. Inspirere andre til handling og udvikle løsninger, andre kan bruge. Selvom Danmark kun står for 0,1% af verdens drivhusgasudledninger, skal vi påvirke andre, hvis vi vil gøre en forskel. For selv om vi er nået langt, skal der stadig gøres meget mere, udtalte ministeren.
“Lillebælt Syd Vindmøllepark er en af de mange løsninger, der skal bidrage til drivhusgasreduktionen i Danmark og samtidig være med til at sikre Sønderborgs vej mod CO2-neutralitet i 2029. Lillebælt Syd er derfor fuldt i tråd med de ønsker, både ministeren og FN’s Klimapanel har for at sætte handling bag ordene. Vi håber, at mange andre kommuner lader sig inspirere af ministerens opfordring til at handle”, udtaler Hans Erik Kristoffersen, direktør i Sønderborg Forsyning A/S og Lillebælt Vind A/S.