European Energy har i november 2022 fået foretaget Megafonundersøgelser i Sønderborg og Assens kommune for at afdække borgernes holdning til Lillebælt Syd Vindmøllepark, som European Energy arbejder på at opføre i det sydlige Lillebælt i samarbejde med Sønderborg Forsyning. I forbindelse med de kystnære vindmølleprojekter er det en del af selskabets almindelige procedure at undersøge borgernes holdning til projektet.
Megafon har spurgt et repræsentativt udsnit af borgere i hver kommune, i alderen 18 år eller derover.
Resultatet af undersøgelserne viser, at der på tværs af kommunerne er rigtig stor opbakning til vores vindmølleprojekt, som der er et udbredt kendskab til blandt borgerne i begge kommuner. I Sønderborg kommune er det hele 80% af borgerne, der er positive over for vindmølleparken, mens det samme gør sig gældende for 69% af borgerne i Assens kommune. Det er en meget stor andel i sig selv, særligt i lyset af, at der i Assens kommune generelt har været ytret mere modstand mod projektet. Det er under hver femte borger i Assens kommune, der er negativ over for projektet.
Borgerne er i begge kommuner er dog generelt ikke bekymrede for negative konsekvenser af vindmølleparken, hverken for deres dagligdag eller for turismen i de to kommuner. Generelt mener størstedelen af borgerne (60% i begge kommuner) ikke, at vindmølleparken vil have betydning for dem selv i hverdagen. Omtrent en tredjedel i begge kommuner mener, at det kan få en positiv betydning for deres hverdag, hvilket er markant flere end de 4% i Sønderborg og 7% i Assens, der mener, at det kan få en negativ betydning.
Vi ser også, at næsten samtlige borgere generelt er positive over nye vedvarende energiprojekter (hhv. 93% og 94%). En holdning der også viser sig i, at 88% af borgerne i Sønderborg kommune og 83% af borgerne i Assens kommune finder det positivt, hvis vindmølleparken kan bidrage til den grønne omstilling og en sikker energiforsyning i Region Syddanmark. Samtidig er det knap tre fjerdedele (74%) af borgerne, der er villige til at få udsyn til vindmøller fra deres ejendom for at understøtte den grønne omstilling.
MEGAFON undersøgelse Sønderborg kommune 2022