SONFOR OG European Energy har solgt majoriteten i havvindprojektet Lillebælt Syd til franske TotalEnergies. Projektet ejes efter handlen af TotalEnergies med 72.25%, SONFOR med 15% og European Energy med 12,75%.
Salget af majoriteten af Lillebælt Syd er et vigtigt skridt hen mod etablering af vindmølleparken og dermed Sønderborgs ambitioner om at blive CO2-neutral i 2029.
”Det er et stærkt ejerskab, der nu står bag havvindprojektet Lillebælt Syd. TotalEnergies har de erfaringsmæssige og økonomiske muskler til at bygge projektet, European Energy har mange års erfaring med udvikling af vindenergiprojekter, og SONFOR sikrer den lokale forankring af projektet. Havvindparken er afgørende for Sønderborgs-områdets mål om at blive CO2 neutral i 2029, og den skal indgå i områdets udvikling af sektorkobling i energi- og forsyningssektoren”, siger Ellen Trane Nørby, formand for SONFOR.
Projektet står foran godkendelse af miljøkonsekvensrapporten med offentlig høring og borgermøde i februar-marts 2024. Projektet på 11 stk. 15 MW møller forventes at få etableringstilladelse i midten af 2024. Projektet bidrager til den nødvendige omlægning af energiforsyningen til vedvarende energi, og de er derfor helt på linje med regeringens klimapolitik for Danmark.
Handlen skal opnå forskellige godkendelser hos myndighederne, inden ejerskabet formelt træder i kraft og afsluttes. Dette forventes at ske i løbet af tredje kvartal 2024.
Link til fælles pressemeddelelse og til SONFORs pressemeddelse.
